Ansvarlige indretninger, der giver point på kontoen.

 

Mange kontorlejemål bliver som regel renoveret og genindrettet mellem hver lejer – og ofte uden tanke for forbruget af jordens sparsomme ressourcer. Men et nyt certificeringssystem skal sikre en mere bæredygtig fremtid i branchen. Målet er at give materialer og inventar en længere levetid.

 

I en tid, hvor bæredygtig og miljøbevidsthed er i centrum for bygge- og ejendomsbranchen, spiller certificeringer en afgørende rolle i at måle og fremme mere bæredygtige bygninger. Og en af de ordninger, som skal være med til at drive udviklingen, er DGNB Rum – en ny certificering, der fokuserer specifikt på de indre omgivelser, og hvor det overordnede formål er at minimere den hyppige udskiftning af løst og fast inventar i kontorbygninger som følge af skiftende lejere og behov. Det fortæller Josefine Buck Maurer, der projektleder og teknisk konsulent hos Rådet for Bæredygtigt Byggeri, som står bag udviklingen af DGNB-systemet.

 

 

”Der er et rigtig stort ressourcespild, hver gang et lejemål bliver nyindrettet. Når en bygning bliver renoveret, eller der kommer en ny lejer, bliver al indmad ofte fjernet, smidt ud og erstattet med noget nyt. Og der tages måske ikke altid hensyn til, om den nye lejer i virkeligheden godt kunne leve med det samme køkken. Det betyder så også, at de her materialer slet ikke når i nærheden af deres reelle tekniske levetid”, siger Josefine Buck Maurer.

 

Store fordele

DGNB Rum er udviklet som et procesværktøj, der skal bidrage til at gøre bæredygtighed i byggeriet målbart. Og ifølge Josefine Buck Maurer er der flere håndgribelige fordele ved at flytte ind i en mere bæredygtig bygning.

 

”Der er store fordele ved at få en DGNB Rum-certificering – både for bygningsejer og bygningslejer. Alene det at få et synligt bevis for, at man arbejder med bæredygtighed, har stor værdi. Derudover viser flere undersøgelser, at man kan tage højere lejeindtægter, hvis det er et certificeret byggeri, ligesom det også giver færre renoverings­omkostninger, fordi der er tænkt over materialevalget. For lejer giver det blandt andet bedre indeklima og større brugertilfredshed”, fortæller Josefine Buck Maurer.

 

”Der er store fordele ved at få en DGNB Rum-certificering. Alene det at få et synligt bevis for, at man arbejder med bæredygtighed, har stor værdi.”

Josefine Buck Maurer, projektleder og teknisk konsulent hos Rådet for Bæredygtigt Byggeri.

DGNB RUM kort fortalt

DGNB Rum er et trappe-certificeringssystem, som består af 3 kvaliteter (miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed) og 12 kriterier med tilhørende underkriterier, der pointgives og vægtes i forhold til hinanden.

 

Den endelige vurdering af indretningen foretages ud fra en evalueringsmatrix, som indeholder samtlige kriterier og de underordnede indikatorer samt de opnåede point fra 0 til 100%. Pointene for hver indikator indtastes i en evaluerings­matrice, som efterfølgende omregnes til en samlet score for hele kriteriet.

 

Plads til grønne overvejelser

DGNB Rum er i øjeblikket i den indledende pilotfase, hvor virksomheder har mulighed for at eksperimentere og gøre sig erfaringer med certificeringen. Én af de første, der har omfavnet DGNB Rum, er laboratorievirksomheden Dandiag, der næste år kan byde medarbejdere og kunder indenfor i selskabets nye domicil.

 

”Et af vores mål er, at vi vil være så grønne og bære­dygtige, som det nu giver mening for os. Ud fra det har vi kigget på, hvordan vi kan arbejde med det, og hvor vi kan bidrage med noget. Derfor var det også meget nærlig­gende for os at tænke bæredygtighed ind i vores nye byggeri”, siger Bente Nordbjerg Nielsen, der er CVO og bestyrelsesformand i Dandiag.

 

DGNB Rum er udviklet som et procesværktøj og fungerer som et pointsystem, der løber fra 0 til 100%, hvor del­elementerne i en bygning hver især bidrager med point til det samlede billede. Manualen skal blandt andet give anledning til nye overvejelser i projekter – både når det kommer til optimerede arbejdsgange og materialevalg. Og for Dandiag bliver den et vigtigt redskab til at eva­luere og forbedre bæredygtigheden på et mere detaljeret niveau.

 

”Vi er nødt til at se på, hvordan vi forbruger vores ressourcer. Så for os giver det rigtig god mening at tænke længere end bygningens bæredygtighed på et overordnet niveau, men at vi også fokuserer på individuelle rum. Og med DGNB Rum kan vi netop se på, hvad vi kan bruge af det, vi allerede har, og om vi kan vælge noget, som vil være bedre end noget andet”, lyder det fra Bente Nordbjerg Nielsen.

 

 

Bæredygtighed er også trivsel

Som de øvrige DGNB-certificeringer bygger DGNB Rum også på en helhedsorienteret tilgang til bæredygtighed med fokus på social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed. Og især de sociale forhold er på agendaen hos Dandiag. For dem handler bæredygtighed også om medarbejdernes sundhed, velvære og trivsel.

 

”Et andet mål, vi har, er, at vi skal have solstråle­medarbejdere, der møder ind på arbejde med høj trivsel. Og hvis det skal lykkes, og hvis vi skal fastholde vores medarbejdere, handler det også om at se på, hvad vi som virksomhed kan tilbyde, så det giver dem en følelse af mening i forhold til, hvorfor de er her, og hvorfor de gerne vil være her. Og det tror jeg, vi bliver mødt med i endnu højere grad i fremtiden”, siger Bente Nordbjerg Nielsen, der også peger på, at DGNB Rum på sigt kan blive en konkurrencefordel.

 

”Det er min fornemmelse, at branchen generelt efterspørger mere bæredygtige byggerier. Det er den vej, det går. Så jeg tror på, at det kan skabe noget værdi for vores forretning på den lange bane”, slutter Bente Nordbjerg Nielsen.

 

”For os giver det rigtig god mening at tænke længere end bygningens bæredygtighed på et overordnet niveau, men at vi også fokuserer på individuelle rum.”

Bente Nordbjerg Nielsen, CVO og bestyrelsesformand i Dandiag.

“Vi skal have solstrålemedarbejdere, der møder ind på arbejde med høj trivsel.”

Bente Nordbjerg Nielsen, CVO og bestyrelsesformand i Dandiag.

Læs mere om

Ansvarlig indretning

Indretning med fokus på ansvarligt design og produktion, genbrug og genanvendelse.

Data reducerer ressourceforbruget

På Københavns Universitet er data en nøgleressource i den grønne omstilling.

Fremtidens arbejdsmarked

Arbejdspladserne står over for en vigtig opgave med nye generationer og nye krav.