Wayfinding: Nye veje til oplevelser
Wayfinding er langt mere end bare skilte, som du kan navigere efter. Det er også et effektivt redskab til at skabe sanselige oplevelser, der kan styrke forbindelsen mellem fysiske rum og brugerne.
Uanset om vi befinder os i en travl lufthavn, et stort indkøbscenter eller den vilde natur, er muligheden for at navigere og orientere sig afgørende. Og et af de elementer, som kan gøre det let at guide folk fra A til B, er wayfinding – en disciplin, der fokuserer på at skabe intuitive og effektive oplevelser. Sådan lyder det fra Louise Bay, der er grafisk designer og wayfinding-specialist i arkitektvirksomheden Nordic Office of Architecture.
”Vi løser ikke kun skiltningen, der hovedsageligt fokuserer på nummerering og navngivning af rum. Vi udvikler helhedsorienterede wayfinding-løsninger, der taler ind i den arkitektoniske vision, understøtter universelt design og appellerer til sanserne, som vi intuitivt kan navigere efter”, siger Louise Bay.
Skaber visuel sammenhæng
Wayfinding omfatter alle måder, som mennesker orienterer sig på, og hvordan de navigerer fra ét sted til et andet ved hjælp af skilte, markører og pejlemærker. Men wayfinding kan også bruges til at skabe sammenhæng i den visuelle identitet. Hos Nordic Office of Architects tænker de wayfinding og indretning sammen for at styrke de visuelle fortællinger og stemninger og give brugerne den bedst mulige oplevelse.
”Den stemning, du mærker i arkitekturen og indretningen af det fysiske rum, skal gå igen i wayfindingen, hvor løsningerne skal bidrage til en genkendelig og sammenhængende brugeroplevelse”, udtaler Madeleine Mathiasen, der er arkitekt i Nordic Office of Architecture.
Leder vej gennem historien
Udover de funktionelle og æstetiske aspekter rummer wayfinding også et kommunikativt potentiale, der kan fremme brugernes forståelse og forbindelse til omgivelserne. Og et af de steder, hvor det er lykkes at skabe en følelse af identitet og tilknytning, er på Frederiksbergs nyeste plejehjem Ingeborggården. Her kombineres wayfinding med historiefortælling og formidling af både bygningen og byen.
”I husets trappeopgang – også kaldet ’Trappetårnet’ – aktiveres rummet med historiske fortællinger, der knytter sig til Ingeborggården og Frederiksberg. Det tilfører noget ekstra værdi, og det gør, at man som borger og bruger værner mere om stedet, forstår betydningen og mærker historiens vingesus”, lyder det afslutningsvist fra Louise Bay.