VIA University College viser vejen mod et grønnere studieliv.
Bæredygtighed rykker i stigende grad ind på landets uddannelsesinstitutioner. Sådan er det også på VIA University College i Silkeborg, som er et rigtig godt eksempel på, hvordan man omsætter ord til handling og giver værdifulde materialer en chance til.
På VIA University College – i daglig tale VIA – bliver der tænkt grønne tanker. Her har driftsleder Lars Jørgensen sammen med projektleder Majda Mulalic og kantineleder Ulla Gry Hjelmar Nielsen stået i spidsen for et pilotprojekt om renovering af kantineområdet på deres campus i Silkeborg. Et bæredygtigt initiativ, som har resulteret i nye og moderne rammer med genbrug og genanvendelse som omdrejningspunkt.
”Tanker om klimaet fylder mere og mere for os alle. Det gælder især de unge mennesker, der stiller højere krav til skoler og uddannelsesinstitutioner om at arbejde med bæredygtighed, som er blevet et konkurrenceparameter i forhold til at tiltrække og fastholde studerende. Derfor har det været vigtigt for os at gå ind i projektet med ordentlighed og omtanke”, lyder det fra Lars Jørgensen, der er driftsleder på VIA University College.
En grøn kantine
De nye faciliteter har fået navnet ”The Green Canteen” – og det er der en særlig grund til. I hele indretningen er der nemlig tænkt bæredygtighed ned til mindste detalje. Blandt andet har VIA selv været med til at indsamle plastaffald til fremstilling af nye kantinestole. Derudover er universitetets lamellofter blevet omdannet til nye møbler og dekorative udsmykninger, ligesom bordstel og stoleophæng er blevet genbrugt.
”Vi har så vidt muligt genbrugt og genanvendt alt, hvad der kunne rystes ud af huset. Og ud fra den tilgang har vi nået vores ambition om at skabe et hyggeligt miljø og socialt samlingssted, der er blevet hjertet af campus”, siger Lars Jørgensen, der suppleres af sin kollega:
”I VIAs kantiner gør vi meget for at understøtte et godt studieliv, og vi ønsker at skabe rammerne for gode fællesskaber. Med det nye køkken, der er blevet åbnet helt op, inviterer vi de studerende ind i vores hverdag, hvor bæredygtighed ikke kun er noget, vi taler om, men som vi aktivt arbejder med hver eneste dag”, fortæller Ulla Gry Hjelmar Nielsen.
Soklen på de nye, runde kantineborde består af genbrugte ventilationsrør, som er beklædt med træ – også fra VIAs gamle loftpaneler.
Træ med stil
Daarbak Design har stået i spidsen for både design, projektering og selve indretningen af det store kantineområde, hvor ønsket var at skabe et inspirerende miljø med fokus på mere bæredygtige løsninger. Og en af de centrale samarbejdspartnere, som har bidraget til at realisere den vision, er Woodstyle. For den midtjyske snedkervirksomhed, der er specialiseret i at fremstille håndlavede møbler af upcyclet træ, har projektet været en særlig mulighed for at vise deres ekspertise.
”Det her projekt er definitionen på det gode samarbejde. Et samarbejde, som også har udfordret os og stillet krav til vores entreprenør i forhold til nedtagning og opbevaring af træet. Men alle er gået helhjertet ind i det, og det har været en fornøjelse at være en del af. Vi har fået lov til at folde os ud, og vi har nøjagtig den samme følelse, som når medarbejderen bliver set og anerkendt af chefen”, siger medejer af Woodstyle Mads Dalsgaard.
Et elastisk samarbejde
The Green Canteen er blevet til gennem et stærkt, cirkulært partnerskab mellem VIA, Woodstyle og Daarbak Design, og ifølge Lars Jørgensen har det været et berigende samarbejde, hvor alle har lært af hinanden og rykket sig.
”Et projekt i den størrelsesorden kræver, at der er elastik i samarbejdet, og det må man sige, der har været. Vi har stødt på få udfordringer og forhindringer undervejs, men der har været stor åbenhed og fleksibilitet hele vejen igennem, og jeg tror, alle parter er blevet klogere på, hvad der kan lade sig gøre, når man skaber noget i fællesskab”, siger Lars Jørgensen.
VIA viser vejen
At omsætte visioner om bæredygtig udvikling til praksis kræver handling og engagement. Og det er netop, hvad VIA har demonstreret med deres initiativ. Det mener Jan Bertelsen, der er ansvarlig for bæredygtige samarbejder i Daarbak Design. Han roser samtidig VIA for deres mod til at sætte retningen og gå forrest inden for ansvarlig indretning af uddannelsesmiljøet.
”Når man taler om bæredygtighed, er det vigtigt, at det ikke kun bliver snak og teori. Det er nu, der skal handles, og det gør VIA, som er firstmovers, når det kommer til at skabe grønne rammer om et mere bæredygtigt studieliv. De vil det, og de tør det”, siger han afslutningsvist.