SCAN OFFICE KØBER 50% AF BOP KONTORMØBLER
TIL GLÆDE FOR EJERE, KUNDER OG MILJØET

Scan Office A/S har opkøbt 50% af aktierne i Bop Kontormøbler ApS som et led i, både nu og i fremtiden,
at tilbyde kunderne en total løsning indenfor både levering, installation, genanvendelse og bortskaffelse af kontormøbler samt IT-udstyr.

Scan Office overtager halvdelen af aktierne i Bop Kontormøbler ApS, som betaling modtager den nuværende ejer, familien Hyldager, aktier i Scan Office A/S.
Ejerne fortsætter i deres nuværende roller i det nye set-up.

”Opkøbet er en milepæl i det samarbejde, som har eksisteret gennem længere tid mellem de to selskaber, udtaler administrerende direktør Finn V. Nielsen fra Scan Office. For os er det ikke bare et opkøb af et selskab. Det er i høj grad et commitment og et løfte til både nuværende og fremtidige kunder, at vi som en af de største møbelleverandører i Danmark, er 100% klar til at tage ansvar for en bæredygtig og miljøbevidst tilgang, når det drejer sig om levering og bortskaffelse af kontormøbler.”

”Markedet og kunderne ændrer sig hele tiden. Kundernes forventning til at deres leverandører har både holdninger, initiativer og systemer der evner, at mindske påvirkningen på miljøet bliver stadig større. Kunderne efterspørger totalløsninger, hvor hele værdikæden i forhold til TCO og CSR er repræsenteret. Med opkøbet er Scan Office i stand til at opfylde alle kravene indenfor begge kategorier, udtaler Finn V. Nielsen. Som virksomhed ligger miljø og social ansvarlighed os meget på sinde. Som virksomhed ønsker vi at bidrage på alle tænkelige måder og parametre, samtidig med at kunne dokumentere det ned til mindste detalje. I vores optik hjælper alle tiltag og vi ønsker at yde vores del.”

”I det nye set-up er vi i forsat i stand til at levere nogle af de mest innovative og funktionsdygtige indretningsløsninger med nye produkter til markedet. Med Bop Kontormøbler, som en integreret del af Scan Office, udvider vi nu paletten, så kunderne populært sagt kan få en løsning på deres kontormøbler fra vugge til grav. Vi tager hånd om alt fra bortskaffelse af eksisterende kontormøbler, indkøb af nye, donation af brugte kontormøbler, miljørigt destruktion samt genanvendelse, udtaler Finn V. Nielsen.”

”For Bop Kontormøbler er samarbejdet med Scan Office en både rigtig og fremtidssikker løsning. Med vores forskellige kompetencer og løsninger kan vi få 2+2 til at give 5. Ikke bare til gavn for os, men i meget høj grad for de mange kunder, som vi hver eneste dag servicerer, udtaler administrerende direktør for Bop Kontormøbler Lene Hyldager. Med Scan Office får vi en bundsolid partner, som har både økonomi og vilje til at udvikle løsninger med afsæt i bæredygtighed og social ansvarlighed.”

Opkøbet gennemføres endeligt onsdag, den 9/1-2019 og det fremtidige navn for denne del af forretningen indenfor Scan Office koncernen bliver Bop Scan Office.

Scan Office er en af Danmarks største møbelleverandører med hovedkvarter i Herlev samt salgskontorer fordelt i hele landet og beskæftiger mere en 120 medarbejdere. Bop Kontormøbler har hovedkvarter i Fjerritslev hvor driften ligeledes fortsættes fra.

Del denne nyhed